Pablo Picasso sagde: “Kunsten er en løgn, som får os til at se sandheden.”

Hvad illustrerer mine billeder?
Jeg synes, mine værker illustrerer noget, der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, men som sætter gang i ens fantasi og udtrykker noget af den frustration og smerte, som jeg oplever på daglig basis grundet min skizofreni.

Mine illustrationer gør mig glad, og får mig til at flytte fokus fra tankerne til noget helt andet. Derfor betragter jeg min kunst som en følelsesmæssig ventil – den giver mig afløb, den gør tingene lettere, og det lindrer.
Jeg prøver på at tage beskueren med ind i min verden i håbet om, at det vil give indblik og forståelse. Og jeg håber, at andre vil kunne relatere til de følelser, der ligger bag manipulationerne.